Vi lever i et samfund, der i teorien anerkender, at befolkningen er neurodivers, men som i praksis er designet som om, alle er neurotypiske. 

 

Mange neurodivergente - fx mennesker med angst eller autisme - er fx utrygge ved steder, de ikke kender, og som de ikke kan danne sig et klart billede af i forhold til hvordan der ser ud, hvordan man bevæger sig rundt, og hvad man møder. 

 

Det er et stort problem, fordi utrygheden spænder ben for, at de kan møde nye mennesker, deltage i nye aktiviteter og blive en del af nye meningsfulde fællesskaber. 

 

Løsning

 

Den gode nyhed er, at der er en løsning på problemet.

 

I dag gør nye teknologiske tigerspring det muligt at skabe ‘virtuelle fremvisninger’, som gør det muligt at opleve og udforske fysiske steder online i et meget virkelighedsnært format, i eget tempo og på egne præmisser. Som at være der selv i virkeligheden. Næsten. 

​

Visuel støtte, gentagelse og forudsigelighed kan reducere den mentale belastning for neurodivergente, for når omgivelserne bliver mere genkendelige, skabes der bedre forudsætninger for ro, overblik og deltagelse.

 

Det betyder ikke, at alle neurodivergente vil få lyst til at besøge alle steder i verden, hvis de bare får mulighed for at opleve og udforske dem virtuelt først.  

 

Måske bryder de sig ikke om stedet. Måske synes de, det er uinteressant. Eller grimt. Eller for stort eller for småt. Præcis ligesom forskellige neurotypiske synes godt og/eller dårligt om forskellige steder, de ikke har oplevet i virkeligheden ud fra de informationer, de har om stederne. 

 

Men det betyder, at neurodivergentes særlige ‘neurodivergente’ utryghed overfor nye steder per se (dvs. den usikkerhed, neurodivergente oplever i forhold til nye steder generelt i kraft af deres særlige væren-i-verden som neurodivergente) bliver imødekommet og annulleret, så den ikke risikerer at blokere for, at de besøger stedet fysisk.  

 

Mentale ramper - alle steder (mission)

 

Fysiske kørestolsramper giver kørestolsbrugere samme adgang til fysiske bygninger og steder som mennesker, der selv kan gå. 

 

Vi forestiller os virtuelle fremvisninger som ‘mentale ramper’, der giver neurodivergente samme adgang til fysiske steder som neurotypiske. 

 

Formålet er ikke at presse nogen ud i nye situationer, men at rive de barrierer ned, der gør det vanskeligere for neurodivergente end for neurotypiske at deltage, og at bygge de broer, der skal til for at skabe lige vilkår og lige muligheder for alle. 

 

At mennesker med fysiske handicap skal have samme adgang til fysiske steder som mennesker uden fysiske handicap er allerede en norm, og i mange sammenhænge er det et lovkrav. Fx i forhold til kørestolsramper. Det er lang vej igen, men vi er godt på vej. 

 

Vi vil gerne være med til at bygge et samfund, hvor det samme gør sig gældende i forhold til neurodiversitet; 

 

Et samfund, hvor alle mennesker har samme adgang til de samme steder, aktiviteter og fællesskaber, uanset om de er neurotypiske eller neurodivergente. 

 

Vi vil gøre det ved at udbrede kendskabet til- og brugen af virtuelle fremvisninger af fysiske steder. Alle steder. ​​

​​

​Vores egen motivation

 

Min* egen motivation for at arbejde med dette udspringer af en konkret fortælling, jeg fik fra en mor til en dreng med autisme. 

 

Hun ønskede at tage sin søn med ud og opleve noget nyt, men stedet blev en barriere i sig selv; 

 

Der fandtes ikke tilstrækkeligt visuelt materiale til, at han kunne danne sig en fornemmelse af omgivelserne på forhånd, og derfor blev usikkerheden afgørende.

 

​Hun valgte selv at tage ud til stedet og tog billeder af omgivelserne, hvilket gjorde det muligt for drengen at forholde sig til stedet og resulterede i, at han blev motiveret til at tage med.

 

​Den fortælling gjorde det tydeligt for mig, hvor stor en forskel forberedelse og visuel indsigt kan gøre. Ikke som en garanti for deltagelse, men som en forudsætning for overhovedet at kunne vælge. 

 

Det er den forudsætning, jeg arbejder for at gøre mere tilgængelig.

​

* Oscar Vagn Tørslev, Stifter, Perspecta