Vi lever i et samfund, der i teorien anerkender, at befolkningen er neurodivers, men som i praksis er designet som om, alle er neurotypiske. 

 

Mange neurodivergente - fx mennesker med angst eller autisme - er utrygge ved steder, de ikke kender, og som de ikke kan danne sig et klart billede af i forhold til hvordan der ser ud, hvordan man bevæger sig rundt, og hvad man møder. 

 

Det er et stort problem, fordi utrygheden spænder ben for, at de kan møde nye mennesker, deltage i nye aktiviteter og blive en del af nye meningsfulde fællesskaber. 

 

Løsning

 

En virtuel fremvisning af et fysisk sted - fx et uddannelsessted, en restaurant eller et teater - er en digital løsning, der gør det muligt at opleve og udforske stedet online i et meget virkelighedsnært format, i eget tempo og på egne præmisser.

 

En virtuel fremvisning af et sted, vil ikke nødvendigvis give neurodivergente lyst til at besøge stedet i virkeligheden 

 

Måske bryder de sig ikke om stedet. Måske synes de, det er uinteressant. Eller grimt. Eller for stort eller for småt. Eller farligt. Præcis ligesom forskellige neurotypiske synes godt eller mindre godt om forskellige steder, og har mere eller mindre lyst til at besøge nye steder. 

 

Men virtuelle fremvisninger nedbryder den barriere, som utrygheden ved nye steder udgør for neurodivergente.

 

Mentale ramper - alle steder 

 

Fysiske kørestolsramper giver kørestolsbrugere samme adgang til fysiske bygninger og steder som mennesker, der selv kan gå. 

 

Vi forestiller os virtuelle fremvisninger som ‘mentale ramper’, der giver neurodivergente samme adgang til fysiske steder som neurotypiske. 

 

Formålet er ikke at presse nogen ud i nye situationer, men at rive de barrierer ned, der gør det vanskeligere for neurodivergente end for neurotypiske at deltage, og at bygge de broer, der skal til for at skabe lige vilkår og lige muligheder for alle. 

 

At mennesker med fysiske handicap skal have samme adgang til fysiske steder som mennesker uden fysiske handicap er allerede en norm, og i mange sammenhænge er det et lovkrav. Fx i forhold til kørestolsramper. Det er lang vej igen, men vi er godt på vej. 

 

Vi vil gerne være med til at bygge et samfund og en verden, hvor det samme gør sig gældende i forhold til neurodiversitet; 

 

En verden, hvor alle mennesker har samme adgang til de samme steder, aktiviteter og fællesskaber, uanset om de er neurotypiske eller neurodivergente. 

 

Vi vil gøre det ved at udbrede kendskabet til- og brugen af virtuelle fremvisninger af fysiske steder. 

 

Alle steder. ​

​

Mærkeordning

 

For at udbrede brugen af virtuelle fremvisninger søsætter vi et ‘mærke’, et fysisk sted kan bruge, når stedet har og tilbyder en virtuel fremvisning af stedet.

 

Mærket vil fungere ligesom Ø-mærket, Svanemærket og Fairtrade-mærket, fx. 

 

Vi udvikler mærkeordningen i samarbejde med interesseorganisationer og andre relevante aktører i forhold til neurodivergente. 

 

Det er interesseorganisationerne bag mærket, der ejer det. 

 

Det er ligegyldigt hvem, der producerer en virtuel fremvisning. 

 

Vi vil selvfølgelig gerne hjælpe. Men det er ikke et krav, at vi gør det, så længe fremvisningen fungerer, som den skal. 

 

Vi er bare en samarbejdspartner, der kom på idéen med mærket, og et firma, der producerer virtuelle fremvisninger (og er gode til det). 

 

Det afgørende er, at den virtuelle fremvisning lever op til den kvalitet, mærket er en garanti for.

​

​Vores egen motivation

 

Min* egen motivation for at arbejde med dette udspringer af en konkret fortælling, jeg fik fra en mor til en dreng med autisme. 

 

Hun ønskede at tage sin søn med ud og opleve noget nyt, men stedet blev en barriere i sig selv; 

 

Der fandtes ikke tilstrækkeligt visuelt materiale til, at han kunne danne sig en fornemmelse af omgivelserne på forhånd, og derfor blev usikkerheden afgørende.

 

​Hun valgte selv at tage ud til stedet og tog billeder af omgivelserne, hvilket gjorde det muligt for drengen at forholde sig til stedet og resulterede i, at han blev motiveret til at tage med.

 

​Den fortælling gjorde det tydeligt for mig, hvor stor en forskel forberedelse og visuel indsigt kan gøre. Ikke som en garanti for deltagelse, men som en forudsætning for overhovedet at kunne vælge. 

 

Det er den forudsætning, jeg arbejder for at gøre mere tilgængelig.

​

* Oscar Vagn Tørslev, Stifter, Perspecta